Tulip sætter idétorv på intranettet

Medarbejderne er med, når Tulip udvikler nye ideer til produkter. På et idétorv på intranettet møder de forbrugerne, foreslår og stemmer om idéerne.

Har du en god idé? Sådan lyder en opfordring på Tulips idétorv på intranettet. Her kan medarbejderne komme med forslag til nye produkter og stemme på andres forslag.

”Idéen er at få input tidligere i udviklingsprocessen,” forklarer Rune Jungberg Madsen, intranetansvarlig hos Tulip.

Forbrugerne er med på torvet

Tulip har samtidig samlet et forbrugerpanel på 2500 mennesker, som kan logge sig ind på idétorvet. Medarbejderne kan se forbrugernes forslag, men ikke omvendt.

”Vi vil gerne involvere forbrugerne i innovationsprocessen og have flere idéer i spil,” fortæller Carsten Østergaard, projektleder i innovationsafdelingen.

Giver præmie til de bedste ideer

Medarbejderne og forbrugerne kan kommentere på idéerne, og de kan stemme på dem. De klikker på en tommel, der peger op eller ned, når de vil støtte eller forkaste en idé. De bedste idéer udløser en præmie i form af en middag for to eller en kurv fuld af Tulip produkter.

”Præmier er et godt argument for at få folk ind. Det er rimeligt nok, at når vi får nogle idéer, så får de også noget,” siger Rune Jungberg Madsen.

Stiller løbende nye udfordringer

Medarbejderne og forbrugerne får en mail, hvis nogen kommenterer på deres idé, og de bliver via mails løbende lokket ind på idétorvet med udfordringer i stil med: ”Hvad mangler du til grillen?”.

”Vi har fundet ud af, at vi er nødt til at aktivere brugerne uden om idétorvet. Vi skal hele tiden dreje fokus ind på det,” fortæller Carsten Jørgensen.

Kan følge udviklingen

De bedste idéer får en præmie, men Tulip fører ikke alle idéerne ud i livet.

”Vi vurderer selvfølgelig, om vi tror på idéen,” fortæller Rune Jungberg Madsen.

Medarbejderne og forbrugerne kan følge, hvad der sker med de enkelte idéer. I boksen ”handlinger” kan de se, hvilke idéer der er sat i søen, og hvor langt fremme de er, før de kommer ud i butikkerne.

Testede først på medarbejdere på hovedkontoret

Idétorvet blev først sat i værk blandt medarbejderne på hovedkontoret for at teste det. Nu er det netop gået luften i en mere brugervenlig udgave for alle medarbejderne.

Har du frågor?

Ring eller maila oss

Bliv en del af vores online community